Nogle dage tror Marthe Gail, hun er Gud. Andre dage, at hun er Jesus. Hendes nyfødte baby, tror hun, er død. Det røde lys skinner. Der er tremmer for vinduerne. Og stemmer bliver ved med at snakke til hende.

Tiden er sløret, sneen falder. Lægerne siger, hun har haft et sammenbrud, at det her er Gorestown Statshospital. De andre patienter bliver venner og fjender, hun bevæger sig mellem stuen og spisesalen, Vestfløjen og Østre Gang, hun undgår Det Stærke Rum. Hendes mand kommer på besøg og viser hende en lille lok af babyens hår, men hun husker ingenting, ikke endnu – ikke før hun kan komme ud og hjem.

Chokerende og morsom, tragisk og følelsesfuld, et eksperimenterende portræt af moderskab og psykisk sygdom skrevet i 1930 – lige før Woolfs Bølgerne og 33 år før Sylvia Plaths Glasklokken – der føles visionært i både sin form og i sin beskrivelse af en kvindes rå og usminkede psykiske sygdom.